Langtidsstegt ribbenssteg, der smelter på tungen

Langtidsstegt ribbenssteg, der smelter på tungen

’Tis the season folkens! Julen nærmer sig, og i min verden betyder det flæskesteg! Jeg har dog valgt at prøve med en ribbenssteg – så det er 2 x første-gang i én ret. Jeg har nemlig hverken tilberedt en ribbenssteg før, og jeg har aldrig langtidsstegt før… Spoiler alert: Det gik hamrende godt! 🙂 Resultatet blev en gudeskøn, mør ribbensteg, som nærmest faldt af benene – og fuldstændig fantastisk sprøde svær!

Forberedelse: 15

Tilberedning: 6

Ingredienser

  • Ribbenssteg
  • 5-6 laurbærblade
  • 2 små rødløg
  • 3 fed hvidløg
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 110 på varmeluft. Først må du sikre dig, at sværene er helt tørre. Hvis de er lidt fugtige, kan du duppe dem med et stykke køkkenrulle indtil de er tørre. Tjek om sværene er skåret helt ned til fedtlaget, som ligger inden selve kødet – hvis de ikke er, må du selv gøre det.

Find et passende størrelse fad og kom ribbensstegen op i det. Herefter kan du gnide RIGELIGT med salt ind i alle rillerne mellem sværene og kværn derpå godt med sort peber ud over stegen. Placer et laurbærblad for hver 4-5 svær.

Skær løgene ud i grove skiver/stykker og kom ved stegen. Pil hvidløgene og giv dem et pres med siden af kniven, så kommer der masser af ’juice’ ud, når de begynder at stege. Kom dem sammen med løgene i fadet.

Kom lidt vand i bunden af fadet, så der ligger ca. 1 cm. Du skal løbende tjekke, at der hele tiden er vand i fadet. Jeg puttede lidt ekstra i efter 2 timer og igen efter 4.

Så begynder det svære: at vente på, at stegen er færdig. Det kommer til at være tortur, for hele dit køkken og alle tilstødende rum kommer til at dufte lifligt af kød og løg.

Når der er gået ca. 5 timer, kan du prøve at bruge en gaffel og se, hvor mørt kødet er. Når du kan se, at stegen er lige ved at være der, så tænder du for grill-funktionen, så du kan få helt sprøde svær. Hold godt øje med dem, når du tænder for grill-funktionen – de skulle nødigt brænde på efter, du har været så tålmodig.

ribbenssteg4

Velbekomme!

Jeg var virkelig overrasket over, hvor latterligt mørt dette stykke kød var. Det var helt sikkert ventetiden værd! Jeg spiste den med min broccolisalat til, men det kunne også være en hvilken som helst anden salat eller min broccoligratin. En ribbenssandwich var også oplagt, hvis du laver keto boller eller almindelige boller, hvis du spiser kulhydrater.

Det var et sandt festmåltid, og jeg var imponeret over resultatet. Så du skal bestemt ikke være bange for at kaste dig ud i en langtidsstegning!

Leave a Reply

Close Menu